Zafira i sneen




En stor portion hundebilleder er lige hvad, I trænger til! Zafira flyttede ind hos mig og min kæreste i starten af november og tiden flyver afsted. Det er som om, at hun altid har været en del af vores lille hjem. Hun er 2 1/2 år og kræver derfor ikke så meget opdræt, hvilket passer os rigtig godt i vores travle hverdag. Dermed ikke sagt at der ikke sommetider er krudt i røven af den lille Shih Tzu, som racen hedder.

Min Instagram er hurtigt blevet fyldt op med billeder af det lille kræ. Hun kan både være helt stille og helt vild efter at lege med sin lille bold.

Grønhøj Strand




Det er ved at være et godt stykke tid siden, jeg sidst har skrevet noget herinde på Billedstrøm. Grunden hertil er:
Jeg er i gang med mit speciale, som er yderst tidskrævende. Det skal afleveres til marts. Noget jeg ser meget frem til.
Jeg har fået arbejde fra 5. januar på Aalborg Bibliotekerne og har derfor ekstra travlt med specialet.
Jeg får ikke taget så mange billeder, som jeg ellers gerne ville.
Jeg bruger Instagram en del og kan godt lide de muligheder, som ligger heri.
Jeg har fået verdens sødeste hund, som også skal passes.

Så jeg har travlt, kan I nok se! Men det er en spændende tid, jeg går i møde.

Helsinki

Min kæreste og jeg var så heldige, at vi fik mulighed for at indsamle data til hver vores opgave i Finland. Nærmere bestemt Helsinki. En by som jeg personligt aldrig havde troet, jeg skulle til. Ikke fordi den ikke virker spændende, men der er bare så mange andre europæiske hovedstæder, som i længere tid har stået på min ønskeseddel. Men da vi først blev indstillet på, at vores rejsemål var det kolde nord, så begyndte vi at glæde os.

Vi ankom mandag sen eftermiddag og fandt vores lejlighed, som var booket igennem AirBNB. Hvis du ikke kender det, så tjek det ud. Det er en mulighed for at besøge storbyer uden at hotelopholdet ripper din pung! Hver dag havde vores kontaktperson arrangeret besøg på de nærliggende biblioteker rundt i byen. Det var rigtig spændende at se bibliotekspraksis i andre lande. Da vi var i Cambodja så vi da også Phnom Penh's hovedbibliotek, som var meget tomt for mennesker og bøger.
Om eftermiddagen og aftenen var programmet færdigt og vi drog så videre ud i byen for at opleve den på egen hånd. Vi kom på fiskemarkedet ved havnefronten, hvor der lå kantareller, ærter og rips på langs. Byen ligger smukt lige ud til havet og man kan se de små øer skyde op i vandet. Som altid så var vi også forbi et par religiøse bygninger. Denne gang blev det til en domkirke og en kirke, som var bygget ind i en stor klippe. Især sidstenævnte imponerede i sin gennemførsel!

Finland er et land, som vi sagtens kunne finde på at besøge igen. Hvornår ved vi ikke, men helt sikkert om sommeren, hvor der er knapt så koldt.

Caved Crow @ Studenterhuset


Endnu en weekend - endnu en koncert. Caved Crow vandt Aalborgs årlige Band Battle 2014 og har fået meget opmærksomhed for deres nordiske lyd, bidske tekster og fænomenale sammenspil. Anledningen til koncerten var, at de smed deres EP på gaden samme dag. Derfor var der også ret fyldt i Studenterhusets bar, hvor koncerten foregik. Denne gang skuffede de heller ikke og især deres trommeslagers tekniske evner og dynamik blev jeg meget forgabt i.

PS. Jeg lover, at der snart kommer billeder op fra min tur i Helsinki i sidste uge.